Pressemeddelelse | 6. marts 2020

Ombygning færdig

Hotel Svendborg med nyt look

To byggefaser på Hotel Svendborg er slut. Nye, lyse og moderne omgivelser er skabt for ca. 12,5 millioner kroner på byens hotel og konferencecenter. Nu kan der ses tilbage på måneder med byggerod og håndværkerlarm, men hvor hotellet samtidig er lykkedes med at være i fuld drift.

Det er en naturlig og nordisk stil. Cedertræet går igen flere steder. Med udgangspunkt i den velkendte væg i hotellets restaurant, Krinsen. I april sidste år blev byggeriet skudt i gang. Først ved indgangen fra parkeringspladsen med nye faciliteter, indgangsparti og rygegård. I september var det færdigt, og den store etape gik i gang med ny reception, loungeområde og restaurant samt indgangsparti mod Centrumpladsen.

”Vi nåede det, og vi er meget glade og stolte over resultatet. Det viser, at hvis man tackler det rigtigt, så kan det lade sig gøre. Vi har jo bygget om samtidig med, at der var fuld drift på hotellet. Det har vi altid gjort. Også under tidligere byggeprojekter,” fortæller direktør for Hotel Svendborg, Tom Pelle Jensen.

Gæster på ferie eller konferencer er budt velkomne i omskiftelige rammer de seneste måneder. Men ved at inddrage medarbejderne i processen, lave skøre tiltag, som at dække hele restauranten til med graffitikunst af lokale unge Street Art-kunstnere, er det lykkedes for hotellet at få ja-hatten sat på, så gæsterne fik en god oplevelse på trods af byggeriet.

”Det har været hårdt. Og medarbejderne har trukket et kæmpe læs. Det skal de have tak for. Og vi er derfor meget stolte af, at gæsterne også har anerkendt indsatsen, da vi er nomineret til Årets Konferencecenter. Det er godt gået – midt i en ombygning,” lyder det fra Tom Pelle Jensen.

Undervejs har der konstant været et tæt samarbejde med håndværkerne. Hvornår, hvor og hvordan de kunne få lov at arbejde på byggeriet, så det forstyrrede gæsterne mindst muligt. Et kompliceret, men afgørende puslespil, der nu er ved at have alle brikker på plads.

”Vi glæder os til de sidste detaljer er på plads. Nu kan vi byde gæsterne velkomne i de rammer, hotel og konferencegæster i 2020 efterspørger. Det bliver rigtig godt,” slutter hoteldirektøren.

En stor restaurant med små kroge, lyse lokaler og med en særlig plads til lokale råvarer. En stor og indbydende reception, der er gæsterne første indtryk ved ankomsten med mulighed for arbejdsstationer og opladning af telefonen. Og et nyt loungeområde, hvor fx den forretningsrejsende eller konferencegæster kan sidde og arbejde i lækre omgivelser, med en god kop kaffe eller hvor arbejdsdagen afsluttes i bløde møbler med lidt at drikke fra baren.

Fotos er til fri afbenyttelse. Ønskes flere fotos af de nye omgivelser, så er det også muligt.

Ved yderligere kommentarer eller spørgsmål kontakt venligst direktør for Hotel Svendborg, Tom Pelle Jensen på tom-pelle@hotel-svendborg.dk eller +45 40 96  15 55.

Direktør Tom Pelle Jensen på det nyrenoverrede Hotel Svendborg 2020